Delbar pagaj

Når man ror alene, er en reserve-pagaj et must. Men en hel pagaj er noget stor at opbevare på dækket. Så en delbar pagaj er en oplagt mulighed. Det må kunne gøres selv.

Jeg opsøgte en kajakbutik og købte et mellemstykke, der skal ind i pagajens håndtag og sørge for, at samlingen kan holde. Og et trykknap-beslag, så pagajen kan deles. Bemærk, at den brugte pagaj er i aluminium i skaftet. Her er et trykknap-system meget velegnet. Er din pagaj af kulfiber eller lignende, så vil hullet til øjet med tiden udvide sig på grund af slid. Og så kommer der slør i samlingen. Så trykknap-systemet anbefaler jeg kun til aluminiumskafter. Til andre pagajtyper findes andre muligheder. Se evt. hos Hamberg.dk her.

Materiale

  • En pagaj (naturligvis)
  • Et mellemstykke af glasfiber/kulfiber eller lignende
  • Trykknap-beslag
  • Epoxy-lim
  • Metalnedstryger
  • Boremaskine og jernbor i størrelse 4, 6, 8, 10
  • Tommestok og blyant
  • Evt. sandpapir og en metalfil

Og lad os så gå igang med projektet, der tager en times tid eksklusiv tørring af lim. Start med at opmåle midten af skaftet, så beslaget er på midten. Der er ingen grund til at forøge vægten i pagajens ene side. Lav også en streg i pagajens længderetning, så du kan skive pagajen rigtigt under samlingen. Faktisk har du en mulighed for at lave et par huller, så du både kan skive pagajen eller ej. Det sidste kræver bare en boring mere, men det er ikke vist her, da jeg ikke bruger det.

Med pajagen streget op, er det bare at save den over. Sørg for, at snittet er så ret som muligt. Det ser pænest ud bagefter. Hvis pagajen er for lang, har du selvfølgelig en oplagt mulighed for at afkorte det, men husk at bevare stregen, der skal vise skivningen, når du samler pagajen igen.

Får du savet lidt skævt, så kan du evt rette snittet op med en vinkelsliber med metalskive. Så skal du sikkert bruge en metalfil for at tage grater af snittet. Det vil jo være ærgerligt at rive sig til blods på din ny-delte pagaj.

Med pagajen delt, er næste fase at få limet mellemstykket fast i den ene pagajdel. Desværre ved man aldrig rigtigt, hvor stor diameteren af mellemstykket skal være, før pagajen er savet over. 13 milimeter er det normale, men med sandpapir og/eller epoxy kan det meste klares.

Bland noget epoxy op og smør det på mellemstykkets ene halvdel. Lad være med at oversmøre stykket, da det ellers bare trykkes ud, når pagajen samles. Det behøver ikke at være jævnt, da du skal skrue mellemstykket ind i den ene pagajhalvdel. Så skal epoxyen nok fordele sig.

Lad pagajen tørre. Gerne i nogle timer, så epoxyen er hærdet op. Så sætter du den anden halvdel på mellemstykket, men uden at bruge lim, for den del skal jo kunne tages af igen. Husk at skive den rigtigt. Så borer du et hul gennem den aftagelige pagaj-del og mellemstykket ca. 2-3 centimeter fra enden af det aftagelige stykke. Start med et lille bor og bor hullet op til korrekt størrelse. Endelig ikke for stort. Så skubber du trykknap-beslaget ind i mellemstykket og lader selve knappen smutte op i mellemstykkets hul.

Så kan pagajen samles. Færdig. God fornøjelse.

Er der nu lidt slør i pagajen, så kan du gøre to ting. Enten sætte lidt tape omkring mellemstykket som en kortvarig nødløsning. Ellers kan du lave fire til fem epoxy-linjer i længderetningen rundt om mellemstykket og lade dem tørre helt op (mere end 24 timer). Så kan du slibe linjerne til, så pagajen kan samles uden slør. Har du en rest glasfiber og polyesterresin, så er det også en mulighed.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.