Ox-on Icelander vinterhandsker

IMG_0959Spisepauser på roturen kan her om vinteren være en kold fornøjelse. Ikke mindst for fingrene. De fleste benytter nok et par pause-handsker og det ser denne artikel nærmere på. Danske Sekko har et mærke, som de kalder Ox-on, og i dette mærke fås flere typer arbejdshandsker, blandt andet deres Icelander vinterhandsker.

Beskrivelse

Icelander-handsken er en strikhandske i akryl og polyester. Den er foret med et ukendt materiale og handsken er dyppet i gummiblandingen Nitril. Da det er en arbejdshandske, opfylder den EN 388 kategori 2, hvilket betyder at den beskytter lidt mod vibrationer. Den er også fremstillet efter EN 420, så den ikke kan give allergi og er ph-neutral.

I brug

Handsken er nem at tage på og sidder godt på hånden. Den er syet i en fornuftig form og bliver siddende på hånden uden at vride sig, når man arbejder. Gummibelægningen beskytter strikkematerialet fint mod slid og gør, at du kan rode lidt rundt med det våde rotøj, uden at handsken selv blive våd. Gummiet gør også grebet mere sikkert og du kan sagtens benytte handsken som arbejdshandske, når telt skal slås op eller maden skal tilberedes. Skulle handsken blive våd, så kan den vrides tør for vand og fortsat holde hånden varm.

Konklusion

En prisbillig vinterhandske med mange gode egenskaber. Handsken er solid uden at virke klodset og har fået sin faste plads i pakposen sammen med en dynejakke.

Set til 70 dkr. i byggemarkeder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.