Fra Rødvig til Stevns
27. august 2017
Det er længe siden, jeg har været på besøg ved Stevns – og faktisk også længe siden, jeg har været i kajakken, så da vejret viste sig fra sin pæne side, så blev det til en tur fra Rødvig til efter Højerup Kirke og retur.
Udsætningen af kajakken var fra Rødvig Strand som sædvanligt og også som sædvanligt gennem 3 meter ildelugtende tang. Det er åbenbart et konstant problem. Synd, for det er ellers en fin standstrand. Retningen var mod Stevns, vinden svag og humøret højt. Der var ikke rigtigt andre kajakker på vandet, idet der dog var nogle, der trænede en slags kajak med dobbelt udrigger. Måske en tilvænning til en turkajak? Men det var kun ved stranden, så dem så jeg ikke mere til.
Ved det gamle udskibningssted lige nord for Rødvig, hvor der nu er shelterpladser, var der gang i nogle dykkere. Jeg holdt afstand til dykkerflaget og passerede stedet mod det, der er rigtigt flot: Selve klinten.
Det var højvande, så der var ikke rigtigt muliglighed for at træne “indenomsroning”, da de sjove og smalle passager var væk. Så jeg nød udsigten i stedet. Solen skinnede, digesvalerne og duerne fløj, og vandet var meget roligt. Jeg vinkede til et par, der gik og ledte efter forsteninger. De havde hakke og hammer med. Jeg undrede mig lidt over stedet, de gik. For hvordan var de mon kommet til de isolerede strande? De var ikke i båd, og eneste mulighed – så vidt jeg kunne se – var at benytte nogle meget usikre stiger ned fra toppen. Hvis de har gjort det, så hatten af for deres mod. De stiger så noget misligholdte ud.
Efter Højerup Kirke, hvor der var mange gæster, fandt jeg en øde strand, hvor jeg gik i land. Min frokost bestod af Tiki Masala i en madtermokande og en kop kaffe. Jeg gik lidt rundt på stranden for at finde nogle forsteninger. Det havde jeg dog ikke meget held med og fandt kun en lille del af et vættelys, der ikke var værd at tage med hjem.
Til gengæld så jeg en helt sort mink, der patruljerede stranden. Den var ikke bange for mig.
Jeg havde haft en svag medvind på udturen, men nu var vinden vendt, så jeg havde en lidt kraftigere medvind tilbage. Eller i det mindste indtil jeg passerede den sidste klint før Rødvig. Så var der modvind. Det havde et par nybegyndere i windsurfing benyttet sig af. Jeg går ud fra, at de var nybegyndere, for de havde ikke vest på i fralandsvinden, de væltede hele tiden, og jeg kunne i kajakken overhale den ene, da vi sejlede mod Rødvig.
Tilbage i Rødvig skulle tangen passeres igen, så jeg valgte at hoppe ud af kajakken før tangen og så bære den op på land. Puha, hvor det lugtede, men kajakken var fin – og jeg kunne skylle mine ben ved en vandpost på havnen.
En god dag og et fint gensyn med en af Danmarks flotteste kyststrækninger.
Rute: Rødvig – Stevns
Isætning: 55°15’12.94″N, 12°22’11.93″Ø (Google)
Optagning: —”—
Distance roet: 13,99 km
Vejr: 17 grader. Vind 3-6 m/s fra skiftende retninger. Solskin.