Garmin GPSmap 78s
I denne test behandles Garmin GPSmap 78s med søkortet Bluechart G2 458s, der er den ene af Garmins to top-modelserier (62 serien og 78 serien). Begge modelserier har samme software-interface, så testen kan bruges som vejledning – for så vidt angår funktionalitet – på de to serier. Forskellen i de to serier er primært, at 78-serien kan flyde og har knapper oven for skærmen, mens 62-serien har dem under. Endvidere passer 62-serien til en del tilbehør til andre serier, mens 78-serien på grund af flydeegenskaberne skal have sit eget tilpassede ekstraudstyr. 78s er testet med RAM mount monteret med sugekop. Se en test her.
Læs anbefalingen i slutningen, men væsentligt at vide er, at Garmin GPSmap 78s ikke kan anbefales til kajakbrug. Den er ikke vandtæt i stikkene bag på.
Beskrivelse
Garmin kalder selv 78s for den nyeste generation af håndholdte marine-GPS’er. GPS’en er beregnet til brug på havet og er vandtæt efter IPX7-standarden. Dvs at GPS’en kan klare at være nedsænket på en meters vand i mindst 30 minutter. Desuden kan 78s flyde, hvis den tabes i vandet. GPS’en leveres med håndledsrem og et kort USB-kabel til forbindelse med en computer. Desuden er der en lynstartsvejledning. En brugervejledning findes på nettet og evt. software kan ligeledes hentes på nettet. Det er OK, for så har man nyeste version af softwaren. Jeg mener dog nok, at der burde være en manual med. Under opsætningen kan flere sprog vælges, herunder dansk. Det er fremragende! Manualen på nettet er dog på engelsk. Ikke så fremragende!
Den testede model havde ligeledes et søkort med (ekstra udstyr) på et SD ramkort, der kan sættes i GPS’en under batterierne. Her er der en holder, der minder en del om holderen i en telefon til SIM-kortet. Selve holderen er i tyndt metal og noget skrøbelig. Men det går med forsigtighed an at montere SD ramkortet.
Funktioner: Selve GPS’en har knapperne monteret over skærmen, der ikke er en touch-skærm. Af funktioner kan nævnes indbygges Sd-slot for montering af ramkort med kort, mulighed for at uploade egne kort på den 1,5 Mb store indbyggede hukommelse, bruge luftfotografier (kræver abonnement), papirløs geocaching og alle de klassiske GPS’muligheder inklusiv et kompas.
78s skærm: Det vigtigste ved en GPS skærm er – efter KajakGals mening – evnen til at vise indholdet i solskin. Det klarer skærmen ganske udemærket. Skærmen har en opløsning på 160*240 pixels og kan vise 65.000 farver. Den er ikke så stor – 2.6″ eller på størrelse med en ældre Nokia telefon. Om skærmen er for lille er en smagssag. Med montering foran cockpittet i kajakken, virker skærmens størrelse tilfredsstillende. Skal den monteres lidt fjernere, så er den lidt klein, men dog tydelig. Og heldigvis kan man i opsætningen vælge antal deltaljer, der skal være på skærmen og dermed gøre informationerne lidt større.
Software
78s menusystem er bygget op over et menu-bånd, der kommer frem, når der trykkes på Page eller Quit knapperne. Ved at gentage trykkene bladres der frem eller tilbage i båndet. Når man holder op med at trykke, vælges det punkt, der er centralt i skærmen efter ca.2 sekunder. Trykkes Enter vælges punktet umiddelbart. Det virker ganske udemærket, men de få knapper gør indtastning af ord eller koordinater lidt besværligt. Her kunne en touchskærm have optimeret dette – som f.eks. på en iPhone eller Android. Rækkefølgen på menu-båndet kan man selv bestemme. Man kan også vælge et mere traditionelt system med en oversigtsmenu i stedet for menu-båndet.
Af særlige marinefunktioner findes en “mand over bord” knap. Den kaldes MOB. Holdes Find knappen nede i to sekunder, kommer der en menu frem. Trykkes der Enter på denne menu, registreres den øjeblikkelige position som way point. Dvs. at koordinaten kan opgives til redningsmyndighederne, der via deres computere med oplysninger om strømforhold, vind og så videre kan lede det rigtige sted, hvis en mand er faldet over bord. Der er ikke en indbygget alarmering af redningsmyndighederne, kun en mulighed for at registrere positionen. Så funktionen er måske ikke så relevant i kajak, men kan man ikke redde en person i en anden kajak, så kan det måske benyttes til at fastholde den position, hvor man var. Funktionen kan også benyttes til at fastholde koordinaterne på et eller andet, f.eks. en sten eller lignende, som man vil gemme og undgå på et andet tidspunkt.
Andre funktioner: Af andre nævneværdige funktioner er et tre-akse kompas, der virker uanset hvordan GPS’en holdes. Det er dog nødvendigt at kalibrere kompasset, når der er skiftet batterier. Og processen er lidt omstændig. Værd at nævne er også muligheden for at ændre på udseende og menuer, så de passer til eget brug. 78s kan også overføre data trådløst til andre tilsvarende GPS’er fra Garmin. Funktionen er ikke testet. Det er også muligt at pege, trykke på Enter og så sejle efter retningen. Meget brugbart, hvis man skal navigere i mørke og kunne se et kirketårn eller lignende i sidste lys i den retning, som man skal. Så kan det bare blive mørkt! Retningen kan holdes alligevel…. Endelig har 78s en fugleperspektiv billede navigering. Det kræver som nævnt abonnement, og er ikke testet. Slutteligt kan nævnes muligheden den at uploade egne kort. Det er en god funktion, da man kan tage et kort, for eksempel en turistbrochure og uploade den gennem programmerne Garmin Mapinstall og Garmin Mapmanager, der findes til både Mac og Windows. Nå, ja. Det bør også nævnes at 78s er fantastisk til geocaching – hvis man uploader et kort. Ellers må man bruge det medleverede baggrundskort, der kun er beregnet til at finde ud af, om man er på Sjælland eller Bali. Kun de større veje og motorveje samt kystlinjer er på det kort, så det er tæt på ubrugeligt.
Brugertilpasning
GPSmap 78s kan brugertilpasses på mange områder og det er faktisk tiden værd at sætte sig lidt ind i mulighederne, så du får den optimale brug. Herunder er listet nogle af de muligheder, der er brugbare tilpasninger til kajakbrug.
Profiler: GPS’en har flere brugerprofiler indbygget. For eksempel for geocaching, marine, fitness og flere andre. Du skifter profiler ved at gå via hovedmenu -> Skift profil. Eller du kan lave en ny profil med at gå via hovedmenu -> Setup -> Profiler. Her kan du vælge en ny profil og give den et navn. Ændrer du noget i andre menuer, vil det kun være gældende i den profil, du har gjort aktiv. Profilerne kan også anvendes til at vise forskellige kort. Marine vil selvfølgelig være interessant i forbindelse med et søkort – mens Geocaching måske vil være bedre med et landkort. Der er fantastisk mange muligheder.
Instrumentbræt: For at få relevante oplysninger på skærmen, kan du få et datafelt på skærmen. Hvad med et kompas sammen med et kort, når du geocacher? Eller hvad med en fartmåler, når du kører bil – eller et stopur? Start med et kort som baggrund og gå via Menu -> Opsæt kort -> Datafelter -> Instrumentbræt.
Tip: For at ‘tyverisikre’ din GPS eller finde den blandt andre af samme model under en rotur, så kan du slutte den til en computer og finde mappen ‘Garmin’ på GPS’en. Her ligger en fil, der hedder ‘startup.txt’. Åben den i en tekstbehandler, f.eks. EditText på Mac eller NotePad i Windows. Nu kan du indsætte et par linjer sidst i filen efter linjen <!– Type your message on the next line –>. Den indtastede tekst vil så stå i GPS’ens display ved opstart. Du kan f.eks. skrive dit navn og din adresse samt telefonnummer og e-mailadresse. Husk at gemme den rettede fil!
I brug
78s er primært testet med installeret søkort, da det jo er en kajaktest. Og her fungerer søkortet ganske fint. Når SD ramkortet er kommet i holderen, så dukker den op i menuen over aktive kort. Herefter er det bare at flytte cursoren på GPS’en skærm til det område, man vi ro i. Så kan der zoomes ind og sejles efter dybder, bøjer, havne og så videre. Da GPS’en lagrer et spor over turen, kam man bagefter se roturen i enten Google Earth eller Garmin Basecamp, der kan benyttes til dataoverførsel f.eks. af ruter, du selv har lavet hjemmefra og overførsel af Garmin brugerkort (men ikke hjemmelavede og gratis kort – desværre). Se eksempler herunder, hvor Garmin Basecamp er med et gratis TOPO-kort over hele verden.
Som det ses, så er der mange muligheder for at få oplysninger ud af Google Earth, mens det er mere sparsomt i Basecamp. Her kan man til gengæld udarbejde ruter, hvilket ikke lader sig gøre via Google Earth. Du kan også selv komme kort på GPS’en. Se en vejledning her.
Daglig omgang
Omgangen med 78s er relativ let. Når der skal hentes data fra GPS’en eller uploades ruter med videre, foregår det fra et stik på bagsiden af GPS’en. Stikket er gemt bag en gummiflap, der også gemmer mulighed for antennetilslutning og tilslutning til fast installering med ekstern strøm osv. Det er også på bagsiden, at klappen til batterier gemmer sig. På billedet til venstre er klappen taget af, så batterierne er synlige.
Under batterierne er holderen til SD-ramkort, som ses som en lille firkantet sølvholder på billedet til højre. Micro-ramkortet kan kun vendes på een måde, menlig med kontaktfladen nedad, hvorefter sølvholderen glides henover. Enkelt og let – men holderen er lidt skrøbelig, så pas på!
Under test blev GPS’en selvfølgelig ramt af bølger fra tid til anden. Og en af bølgerne fik åbenbart åbnet for gummiflappen på bagsiden, der beskytter stikkene. Og så fik stikket til ekstern strøm åbenbart lidt saltvand. Det betød, at GPS’en troede, at den var på permanent strøm i stedet for batteri. Så batteri-ikonet i øverste venstre side skiftede til en stikkontakt. Og belysningen af displayet blev skruet op og slukkede ikke. Det drænede batteriet, så GPS’en efter en lille time oplyste, at der ikke var ret meget strøm tilbage. Ved en pause blæste jeg stikket tørt. Det virkede, og GPS’en oplyste, at den nu kørte på batteri igen – men at batterierne var på halv kapacitet. Resten af turen fungerede GPS’en fint.
NB: 29. januar 2012. Så er det igen galt med flapperne bag på GPS’en. En bølge i brændingen må have løsnet en flap. For skærmen viste et eller anden underligt efter roning ud fra stranden. Jeg slukkede den og tændte igen og alt virkede. Men hjemme vil den ikke slutte sig til computeren. USB-stikket bag på GPS’en virker ikke og GPS’en skal byttes.
3. januar 2012. Garmin byttede uden videre GPS’en til en helt ny. Det tog kun et par dage, så service fejler ikke umiddelbart noget. Men det ændrer ikke ved, at designet af stik-beskyttelsen er dårlig. Så GPS’en kan kun bruges i kajak, hvis den er pakket ind i en vandtæt pose. Det er ikke OK med så dyr en GPS, der oven i købet slår sig op på at kunne flyde.
13. maj 2012: Så er det galt igen. Den byttede GPS er også stået af. Og den har kun været brugt i en vandtæt post. Den er nu på vej til Garmin for bytning. Se mere her.
Konklusion
Jeg har været ret imponeret over Garmin GPSmap 78s muligheder og klare skærm. Jeg prøvede f.eks. geocaching i Midtsverige efter at have downloadet nogle geocacher i området. Det var både nemt og sjovt – men det medleverede baggrundskort er tæt på ubrugeligt. Det er nødvendigt at downloade kort, der er detaljerede for at få den fulde fornøjelse af geocaching. Det samme gælder brug på havet. Derfor er det synd, at det er gjort noget besværligt og nørdet at installere egne kort på GPS’en. Hvis man ikke køber kort hos Garmin, skal der en del søgning og tredje-partsprogrammer til. Men det er muligt, og der er en del hjælp på nettet.
GPS’en understøtter Garmins eget proprietære trådløse system, når der skal overføres data mellem to Garminprodukter, der understøtter funktionen. Det er en dårlig løsning, og Garmin burde understøtte Bluetooth, der er almindeligt udbredt. Så kunne der også laves løsninger med trådløs overførelse af data til Garmin Connect for at gemme ruter mv. via en pc eller smartphone. Se det ville være smart!
78s er testet med en SD ramversion af Bluechart G2 og det kort virker helt efter hensigten. Det installeres automatisk og er klar til brug, når GPS’en tændes. Især ved sejlads i ukendte farvande, er kortet brugbart, da der vises bøjer og farer på havet. Også havne vises med oplysninger om toilet og handel. Ikke uvæsentligt under ekspeditioner i “ukendt” farvand.
Jeg er lidt i tvivl om GPS’ens vandtæthed. Der har været store problemer med stikkene bagpå, hvor gummiflapper skal beskytte usb-stik og stik til ekstern strøm. De sidder ikke særligt godt fast og saltvand kan komme ind i stikkene. De er (så vidt jeg kan vurdere) belagt med guld, så saltvand skulle ikke være et problem – men det er det! Så der er nok ikke brugt ægte guld. Så der er en reel fare for en kortslutning. Måske skulle man pakke GPS’en ind i en tæt pose – men det kan vel ikke være meningen?
Det bedste ved GPS’en er de mange muligheder for at brugertilpasse denne, så du får netop de oplysninger, der er interessante for dig. Og så er det ikke uvæsentligt, at GPS’en kan være tændt i op til 18 timer på et sæt helt almindelige batterier – og længere med de rigtige genopladelige batterier.
KajakGal anbefaler ikke GPS’en til kajakbrug – med mindre du pakker den ind i en vandtæt pose. Og det er underligt, at en GPS solgt til marinebrug og med søkort ikke kan bruges på havet uden at være pakket ind i ekstra beskyttelse.
Set til 2900;- dkr. inklusiv Bluechart G2 delkort hos Marinetorvet.dk eller 2600;- dkr. uden kort.
Tip: Køber du GPS’en hos Marinetorvet, kan du få et gratis SD RAM-kort (4 GB) med, der er et topografisk kort, der dækker Europa. Kortet er lavet på baggrund af et gratis projekt, men Marinetorvet har udbygget dette kraftigt. Skal det købes, forlanger Marinetorvet 500;- dkr. for kortet. Der er ikke havdybder eller bøjer mv. på TOPO-kortet. Heller ikke i søer.
Jeg har netop padlet hele vejen rundt om sjælland i kajak med sådan en “78s” det er helt klart den beste kortplotter på markedet til kajakbrug ingen tvivl om det!
Der er dog et par ting jeg ville ønske at garmin forbedrede.
1. Den er ikke vandtæt
det vil sige at jo; du kan sagtens tage den med ud i en regnbye eller kaste den i vandet hvis du har lyst uden at der sker noget ved det. Problemet opstår først når man bruger gpsén i længere tid af gangen, hvor den samtidigt er udsat for vandstænk og sol foroven, forskellen på det kolde vand og den varme sol gør at der i længden trænger kondens ind i kabinettet, indtil du til sidst ikke kan se hvad der står på skærmen.
SÅ BRUG DIN 78S i KOMBINATION MED VANDTÆT ETUI NÅR DU PÅ LANGFART.
2. Skærmen kunne være meget bedre.
selvom 78s skærm er meget bedre end forgående model, så er det stadig en lille skærm med en grov opløsning. vær også opmærksom på at der let kommer ridser på skærmen; specielt de små saltkrystaller der dannes på skærmen under sejladsen vil ridse din skærm, hvis du “gnider” vandet væk med fx. en finger eller en klud. skyld den derfor hellere, eller vent til du kommer i land og kan skylde saltet væk i færskvand.
3. Den er dyr
Jeg syntes enheden er alt for dyr, faktisk tror jeg at garmin ville sælge 10 gange så mange gpsér hvis de halverede prisen.
Desværre findes der ikke noget seriøst alternativ til 78s søkortsplotter og det er nok derfor at den koster hvad den koster.
Til sidst vil jeg rose Garmin for den gode service og en super garranti. Jeg fik byttet mit apparat to gange undervejs på grund af kondens under skærmen. Så brug vandtæt etui på langfart, det beskytter mod ridser og kondens under skærmen.