Hammer Bakke til Langø

Hammer Bakke13. januar 2013

Weekendens rotur blev fra Hammer Bakke i Isefjorden, hvor kabelfærgen til Orø sejler fra. Vi blev otte kajakker fra Kajakflokken Malik, der nød det fine vejr. Det var lidt koldt, men vejret lovede solskin senere på dagen, så klokken 11 stod vi ud fra parkeringspladsen i skoven lige syd for færgehavnen. Kursen gik mod nord, men allerede ved udsætningen kunne det kolde vejr konstateres. For der var små iskrystaller i vandet. Ikke rigtig is, men noget der hurtigt kunne blive til is. Hvis det kolde vejr fortsætter, så går der ikke mange dage, før der er begyndende is i bunden af fjordene. Det er ikke så godt, men så må vi jo ro i Kattegat eller Øresund. Heldigvis ser det ud til lidt varme senere på ugen. Så det går måske nok.

IMGP1530

Færgen passeredes i fin stil, for den var på Orø-siden, så vi kunne fortsætte mod nord, da kablerne fra færgen var under vand. Lige nord for færgelejet var der en kajakroer, der tilsyneladende var på jagt. Han padlede så tæt på ænderne på fjorden som muligt med hænderne, men de havde nu luret ham, så de fløj hele tiden længere væk. Til sidst gik jægeren i land. Uden bytte, så vidt jeg kunne se.

På vej mod dagens mål, måtte en af roerne ro i land. Han frøs om fingerne, og ville prøve et andet par vanter. Så han var først på højde med os andre igen til frokost. Men vi kunne heldigvis se ham hele tiden. Det er ikke så rart at ro alene, når det er så koldt. Jeg havde ikke problemer, da jeg hyggede mig med mine luffer fra Palm. De virker bare!

En front på vej

Under vejs blev vi enige om at gå i land på Langø, der ligger ud for Kundbyværket. Nu ligger der flere øer i Isefjorden og Roskilde Fjord, der hedder Langø, men denne er lidt speciel, da der på øen er et skilt fra den tid, da man hentede sten ved øen til brug for moler mv. omkring Isefjorden.

Det viste sig imidlertid, at der var is i vandet ind mod øen. Ikke specielt tyk is, men alligevel is over en 20-30 meter syd for øen. Vi kunne godt ro igennem det, men der knasede noget. Jeg roede i en rende, der var skabt af kajakken foran, men jeg måtte jo sætte min pagaj i isen, så det lurede jeg lidt på, når jeg nu havde en kulfiberpagaj med. Men den holdt nu til det og led ikke skade. Jeg må hellere benytte min legendariske skod-pagaj i fjorden, når der er is og så holde kulfiber-tingen i reserve. Skod-pagajen kan hugges gennem selv tyk is uden at lide skade. Den får bare endnu mere patina.

På Langø holdt vi en kortere middagspause og nød vores medbragte mad og kaffe. John’s kone havde bagt kransekage, som han bød rundt af. De smagte fantastisk, så John’s kone må gerne bage en anden gang. Mens vi spiste kom den sidste kajak også til øen, men han valgte en endnu kortere pause, og var hurtigt på vandet igen for at ro tilbage.

Is i Isefjorden

Efter pausen roede vi tilbage til Hammer Bakker. Solen brød frem, så vejret endte med ikke bare at være flot, men helt fantastisk. Jeg faldt i snak med en roer, så vi sakkede lidt bagud. Det betød at vi måtte vente på passage af kabelfærgen, før vi kunne afslutte turen.

En lidt kortere tur på Isefjorden, men vi fik da overbevist Per Hülsen om, at Kajakflokken kommer til at arrangere en rotur i København senere på året. Jeg har været der flere gange, men andre har endnu ikke roet i kanalerne.

HammerbakkeRute: Hammer Bakke – Langø
Isætning: 55.753588,11.84884 (Google)
Optagning: —”—
Distance roet: 11,62 km
Vejr: -2 grader. Vind 3 m/s fra NE. Klart vejr og noget sol. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.