Hammerbakke til Bramsnæs

28. oktober 2015

Dagens togt sammen med Kajak Hornsherred skulle udgå fra Vellerup Vig. Jeg har roet forbi isætningsstedet mange gange, men kun sat ud derfra een gang. Så selvom jeg var i god tid, kunne jeg ikke finde stedet. Til gengæld har jeg set alle sommerhusvejene i området. Til sidst kørte jeg til Hammerbakke og satte kajakken i ved nordsiden af kabelfærgen. Det område kunne jeg da i det mindste finde – og så måtte mullerne i armene jo sørge for resten.

thumb_DSCN0410_1024

Og armene talte! Efter et par kilometers roning i modvind fandt jeg de fem andre, der netop havde havde krydset Vellerup Vig. Således samlet roede vi mod syd til et område nord for Munkholmbroen, hvor vi regnede med at finde læ og samtidigt kunne nyde vejret.

thumb_DSCN0414_1024 thumb_DSCN0413_1024 thumb_DSCN0412_1024 thumb_DSCN0415_1024

Og hold da op et vejr. Lidt blæsende, men lunt og i fantastisk solskin. Det var en rotur af de bedre og farverne på de små pittoreske skove var helt fantastisk i det klare lys. Vi så ikke så mange andre på fjorden, men flere var ude for at gå tur i vandkanten. Enkelte fiskere var også på pletten.

thumb_DSCN0423_1024 thumb_DSCN0425_1024

Frokosten blev holdt ved drejet til Bramsnæs, og Søren diskede op med hjemmebagt gulerodskage med ostesovs. Den var god – og heldigvis for de andre, så var der et stykke tilovers til en kop kaffe efter roturen. Det var ikke for mig, da jeg måtte ro tilbage lidt før de andre. Jeg havde lovet at hente min hustru – og jeg skulle jo også ro lidt længere end de andre, da jeg skulle tilbage til Hammerbakke.

thumb_DSCN0421_1024 thumb_DSCN0418_1024 thumb_DSCN0416_1024 thumb_DSCN0422_1024

Turen tilbage gik i fuld galop, da det var i medvind. Især fik jeg godt skub ved Bramsnæs og senere ved Vellerup Vig og syd for Hammerbakke. Hjemturen tog kun halvt så lang tid som udturen. Så armene fik talt i dag.

Rute: Hammerbakke til Drejet og retur
Isætning: 55.753588,11.84884 (Google)
Optagning: —”—
Distance roet: 19.06 km
Vejr: 7 grader. Vind 6 m/s fra SØ. Sol.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.