Hullehavn til Nexø
Efter en lang nat på færgen fra Køge til Rønne ankom Kristian og jeg til Bornholm. Færgen var 11/2 time forsinket ved afgang, men hentede en lille time undervejs, så det var en kort nat, hvor jeg ikke sov så meget. Kahytterne var dog fine med bad, sengetøj og alt.
På Bornholm kørte vi direkte til Hullehavn Camping, vores hjem de næste fire dage. Vi anmeldte vores ankomst og fik anvist en plads, hvor teltene straks blev rejst. Der ver ikke kommet så mange endnu, så vi kunne vælge nogle fantastiske pladser ned til vandet.
Klokken 12 (cirka) var ser skippermøde og klokken 13 var vi på vandet med kurs mod Nexø. Vi roede indenom klippestykker og hyggede os i et moderat tempo. Sjovt at se klippeblokke i vandet og de pludselige. Knapt så sjovt at gå på en klippe og efterlade store streger af gelcoate. Fremme ved Årsdale var der et kort møde på vandet, og de fleste valgte at ro tilbage, da der jo også var en aftentur på programmet. Vi var imidlertid en 5-6 stykker, der roede videre til Nexø. Der var lidt bølger på vejen, men det er jo altid sjovt. Modvinden var kedelig, men fremad det gik. Pludselig troede jeg, at jeg ramte en klippeblok, men det var en anden roer, der tilsyneladende havde ramt en bølge lidt forkert og blev skubbet ind i min kajak. Heldigvis skete der ikke noget.
Vi lagde til ved Nexø kajakklub i noget forfærdeligt rådent tang, men til gengæld splejsede vi turguf – og opdagede, at der er en frigatskydning ved Pærehavn på lørdag. Fareområdet går ud over vandet, så det lod vi senere turleledelsen vide, så der ikke sker forviklinge.
Tilbageturen var i medvind, så det gik noget hurtigere, også fordi vi ikke roede ind mellem klippeblokkene. Ved Årsdale mødte vi de andre, der havde holdt en pause her. Hjemturen gik i løst, og kun delvist samlet flok, og da vi kom nogenlunde samlet til Hullehavn, var der lidt mangel på plads ved stranden. Jeg fik dog en plads til kajakken i første række, men jeg ville også gerne på den aftentur, der var på programmet senere.
Rute: Hullehavn – Nexø og retur
Isætning: 55° 7’51.76″N 15° 9’9.33″Ø
Optagning: —”—
Distance roet: 17,15 km
Vejr: 16 grader. Solskin. Vind fra SØ på op til 5 m/s.