Jægerspris Skydeterræn
Vejret lovede ellers ikke alt for godt til en rotur. 6-7 m/s og stød på op til 17 m/s. Men heldigvis fra sydøst, og da Ole fra Kajakhornsherred havde inviteret til en tur langs Jægerspris, sagde konen: “Gør det. Men husk vi skal til fødselsdag klokken 1730!”. Det kunne jeg da sagtens nå, da Kajakhornsherred altid starter klokken 1000. Så der skulle være rigeligt med tid….
Så jeg kørte til Kyndbyværket, hvor der er en lille strand lige øst for værket. Det mente Ole var et godt udgangspunkt for en rotur. Jeg har roet forbi stranden, men aldrig været i land netop der. Så jeg googlede vejen og kørte mod Jungedal, som området hedder. Jeg fandt det nu hurtigt, men man skal lige finde vejen til Jungehøj i Kyndby Huse og så køre gennem skoven ned til stranden. Fine forhold om end lidt lavt vand fra stranden. Der var også flere hundeluftere i området og hundene løb omkring og lagde glideminer, mens ejerne sad i bilerne og røg. Underlig fritidsfornøjelse – og svineri fra hundenes side.
De andre roere var kommet, Ole, Benny og Peter, så vi kunne hurtigt ro afsted. Benny og Peter var i deres nye kajakker fra Empower. De så godt ud og lidt misundelig kan man da godt være. Ole var i sin Cetus, så de andres kajakker var vel rundt regnet dobbelt så dyre som min. Heller ikke på pagaj-siden, kunne jeg matche de andres eksotiske pagajer, men i det mindste er min tørdragt af fineste kvalitet og vandet er jo det samme…
Vi havde ikke roet mange meter for jeg spottede en sæl i vandet. Den var på lidt lang afstand, så først var jeg lidt i tvivl om, om det skulle være en fugl. Men så kom den frem flere gange og fulgte os lidt på vej, så der var ingen tvivl.
Vi fulgte bugten rundt og syd for Jægerspris, hvor der er en sommerhusområde, blev vandet lavt. Meget lavt. Og vi gik alle på grund på en sandrevle. Gad vide om det er muligt at installere en udkigstønde forrest på en kajak?
Sjovt nok gik vi på grund, mens vi roede på linje, så det skulle jeg da lige have et billede af. Og her kom min billige pagaj så til sin ret. Jeg stagede mig da bare bagud og roede lidt ud i bugten. Ingen problemer i det. Det var vist ikke helt så sjovt med en kulfiberpagaj 🙂
Vi roede så ind i skydeterrænet, der starter ved et lille rødt hus. Det matches af et andet rødt hus i den nordlige kant, og det var dagens mål, hvor vi ville holde middagspause. Turen forbi skydeterrænet var flot og i fin medvind, så vi roede ikke så kraftigt, men holdt alligevel 7-8 km/t forbi skydeterrænet. Vi så mange slags fugle og jeg kunne krydre med lidt historier og benævnelser i sprængningsområdet. Blandt andet de to bakker, der kaldes jomfrubrysterne af indlysende årsager.
Ved skydeterrænets nordlige vagthus, roede vi ind på stranden og hold pause. Vi satte os i læ ved siden af huset og fandt maden frem. Jeg begyndte at fryse lidt, da jeg ikke havde en trøje at tage på. Det husker jeg så nok til næste gang. Mens vi spiste, var der en del mennesker, der løb ud på stranden for at bade. Ikke noget for mig, men det var nu også nogle korte dyp. Efter mad, kaffe og en af Bennys chokoladekiks, var det tid til at ro tilbage. Jeg skulle lige se nærmere på et specielt hus, hvor der er vinduesviskere på vinduerne.
Spøjs bygning, men det er måske nødvendigt i regnvejr, så der kan holdes øje med skibe på vej ind i skydeterrænet. Jeg kan da godt huske afbrudte skydninger og forsinkelser med sen aftrædning til følge, fordi en eller anden tosse absolut skulle sejle ind i fareområdet. Det er da ellers tydeligt markeret på søkort og med bøjer og lys.
Vejen retur til Jungedal var noget hårdere. Modvind og modbølger over næsten 10 kilometer. Og nu begyndte min tid at være lidt kritisk. Jeg skulle gerne være hjemme klokken 1600, så jeg kunne nå at pakke kajakken af og klæde mig selv fint på. Så halvvejs retur måtte jeg sige farvel til de andre og sætte farten lidt op. Lidt ærgerligt, for det er da sjovest at komme retur med rokammeraterne og tage en afsluttende kop kaffe. Men ikke i dag!
Jeg overvejede at ro en mere direkte vej tilbage i stedet for at følge bugten, men det ville jo så være alene og uden læ fra kysten. Det gik ikke rigtigt i spænd med vandtemperaturen, så jeg blev ved kysten. Til gengæld så jeg så en stor havørn ved sprængningsterrænet og lidt senere en sæl, der lå og tørrede sig på en stor sten. Den hoppede i vandet, da jeg nærmede mig.
Tilbage ved Jungedal pakkede jeg kajakken sammen, mens jeg talte lidt med fire gutter i en motorbåd. De havde mødt en sten i bugten og havde slået hul i skroget. Der havde ikke været fare, men de måtte tømme en del vand ud af jollen – jeg tilbød selvfølgelig storsindet, at de kunne låne min håndpumpe. De afslog med et grin.
Jeg racede hjem – og nåede hurtig aflæsning, bad og iklædning samt at nå frem til festen sammen med familien i tide. Der var dog nogle utålmodige sms’er på telefonen….
Jungedal til Jægerspris Skydeterræns nordkant og retur
Isætning: 55° 48.924’N″ 11° 53.636’Ø
Optagning: —”—
Distance roet: 24,81km
Vejr: 3 grader. Vind 7 m/s fra SØ.