Københavns havn rundt

25. juni 2016

Per havde indbudt til en lørdagstur i København og vi var tre andre, der slog til. En dukkede dog ikke op, så vi blev ved de tre. Til gengæld ankom jeg i sidste øjeblik, da jeg skulle igennem et trafikuheld ved Roskilde. Jeg nåede det dog, og hurtigt var vi i vandet ved kanonbådsskurene. Her er der en lille kajakbro ved Leo Mathisensvej og der kan parkeres gratis i gaden – og ikke på parkeringspladsen ved broen. Desværre.

IMG_1948

Vi roede mod operaen i stille tempo og mødte en masse andre kajakroere. Der var virkeligt mange på vandet i dag, men vejret var jo også godt, omend lidt blæsende. Vi rundede Papirøen med de gode madsteder og padlede ind i Christianshavns Kanal. Her var stemningen høj og en masse hyggede på kajen.

IMG_1952 IMG_1954

Vi roede ud af kanalen igen ved Finansforbundets bygninger, der tidligere husede De Danske Spritfabrikker og satte kursen mod Sluseholmen. Rigtigt mange badede både fra badeanlæg, men også direkte fra kajerne. Nogle oven i købet ret langt ude i den ellers meget travle havn. Vi endte ved Sluseholmen, hvor vi roede lidt rundt i de små kanaler mellem husene.

IMG_1955 IMG_1956

Jeg så da også lige en kollegas sorte, elektriske skib. Nu har det fået en vindmølle på styrhuset, så der kan komme strøm på båden.

Herefter roede vi tilbage mod centrum, men holdt ind ved SAS Kajakklub for at spise frokost. Vi fik lov til at benytte deres bord/bænkesæt med udsigt over havnen.

IMG_1939Efter frokost blev vi enige om at runde Christiansborg og det blev i hækken af en havnerundfart. Dem er der da godt nok kommet mange af i havnen. Men først skulle vi lige forbi Bølgen. Den bliver ikke rigtigt brugt som tiltænkt  – altså en kajakbane – men mange benytter den som badeområde.

IMG_1942

Efter Christiansborg var vi lige inde i Nyhavn. Det hører sig jo næsten til.

IMG_1940 IMG_1941

IMG_1944

Efter Nyhavn var vi inde under skuespilshuset og satte kursen mod Langelinje. Her ude i havnen var der lidt blæst og en del refleksbølger. Ikke store men alligevel. En del turister havde lejet kajakker og jeg forstår ikke helt, at de tør at ro ude i havnen under de betingelser. De fleste roede i sit-on-top toer-kajakker og virkede ikke som om, de havde styr på tingene. Men udlejeren tænker vel, at penge lugter ikke og går den, så går den.

Jeg fik ikke taget et billede af den lille havfrue – det har jeg også gjort så tit, men vi roede ind bag langelinje og fandt den grimme havfrue. Den tog jeg et billede af.

IMG_1947

Efter det lille besøg, roede vi tværs over havnen over til Sixtusbatteriet, kongeskibet og nationens flag for at ro bagom Nyholm og ramme den lille bro, der er en del af Københavns Blå Rute. Efter en overbæring og en lille snak med gæster fra CopenHell-festivalen, var turen forbi. En god dag på vandet med to gode rokammerater. Tak for Per for arrangementet.

Rute: Københavns Havn
Isætning:   55° 40.915’N,  12° 36.600’Ø (Google)
Optagning: —”—
Distance roet: 17,76 km
Vejr: 24 grader. Vind 6 m/s fra Ø. Solskin.

3 thoughts on “Københavns havn rundt

  • 10. april 2019 kl. 12:35
    Permalink

    Lyder som en fed tur.
    Jeg har lige købe kajak og mangler inspiration til ture. Der er mange muligheder i Svendborg hvor jeg bor, men en tur i Kbh ville være fedt. Er der mulighed for billig overnatning på en sådan rute? Kan tures deles op i et par dage?
    Er der en tur her i 2019?

    Besvar
    • 10. april 2019 kl. 17:03
      Permalink

      Hej Stephan

      Nu er der jo ikke noget, der er billigt i København. Måske er der en mulighed i airb&b? Hvis du kommer fra Svendborg, så er det muligt at køre hjemmefra tidligt, ro en tur og være hjemme igen sent aften. En tur rundt i Københavns Havn kan vel gøres på fire timer afhængigt af mål og måltider. Jeg arrangerer ikke ture, men der er flere kajakklubber i København. Giv dem et kald!

      Besvar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.