Salvad til Skuldelev

IMGP212623. april 2014

Lidt blæsevejr i dag skulle ikke ødelægge en god kajaktur, så jeg stod ud fra Salvad Parken nord for Risø, hvor Hove Å løber ud i Roskilde Fjord. Parken er et shelterområde med to sheltere og god plads til telte. Der er også et toilet på stedet, der i øvrigt gennemskæres af Fjordstien, der er en gang- og cyklerute rundt om Roskilde Fjord.

Problemet med isætningen på stedet er, at det skal gøres i Hove Å, der er noget blød i bunden – men der er et par OK sandbredder, så det kan godt lade sig gøre. Vanskeligere er, at mundingen af Hove Å i Roskilde Fjord er meget lav. Jeg slap igennem uden at skulle ud af kajakken, men den skrabede let på sandbunden et par steder. Hold dig midt i udløbet, for her er der dybest.

Efter at have fået lidt vand under kølen, roede jeg mod nord for at holde mig lidt i læ for østenvinden. Men da turen var planlagt at gå øst om Eskilsø, betød det også roning i lavt vand – og med fare for at kysse sten. Og det blev jeg da heller ikke forskånet for. Blandt andet lige ud for Eskilsø, hvor munkene havde deres vadesti (siger historien) til Jyllingesiden. Her sad jeg fast på et lille rev. Heldigvis uden skader på kajakken, men det sandblæsningstape jeg monterede i weekenden, blev godt revet i stykker. Så det opfyldte da formålet og skal nu skiftes igen-igen.

IMGP2129Der var mange fugle på vandet i dag. Jeg så en enkelt gravand – det er ellers sjældent – og en hel del edderfugle. Svaner var der også en del af og enkelte terner med deres karakteristiske sorte kalot og delte hale. Jeg forsøgte at tage et billede, men de er ret sky, så der måtte zoomes en del.

Ved Jyllinge Havn blev jeg enig med mig selv om at ro en kam. Det er jo så populært at bruge et GPS-spor til at tegne figurer, så zoom ind på mit GPS-spor i slutningen af denne artikel og find kammen. Ps.: Jyllinge og den røde klump der, er et godt bud.

IMGP2127Efter Jyllinge roede jeg inden om Lilleø og forbi Jyllinge ‘fiskerihavn’. Et par kajakroere var ved at pakke sammen, så de må godt nok have været tidligt oppe, når roturen er forbi omkring klokken 10 – respekt. Jeg skulle imidlertid videre og roede til mundingen af Værebro Å, hvorefter jeg roede over til Skuldelev for at holde pause. Det betød et lille kryds, hvor fjorden er smal og i medvind. Bølgerne var desværre ikke store nok til rigtige surf’s.

Efter pausen besluttede jeg mig for at ro mod syd langs vestkanten af fjorden. Det betød kraftig sidevind og sidebølger. Sjovt og man lærer at holde balancen – lidt lave støttetag måtte der til – men især ved Østby blev det spændende. Havnemolen gav en del refleksbølger, hvor bølgerne gik op og ned i stedet for at rulle mod vest. Sjovt.IMGP2128

Ved strømstedet – eller Østskoven – besluttede jeg mig for at ro tilbage til østsiden af fjorden. Jeg havde planlagt at ro syd om Eskilsø, men så ville jeg ro i modvind over et større stykke. Så jeg roede i stedet nord om Eskilsø for at dele strækningen op i to dele, og udnytte læ fra Eskilsø. Det gik fint, og de store sten nord for Eskilsø kender jeg jo, så der kunne jeg godt undgå sten-kys. Og på østsiden af øen er det jo bare at ro efter de tre bundgarnspæle, som er anbragt, så der er dybest muligt langs østsiden af øen, hvis man ror fra den ene til den anden.

Ved sydspidsen af Eskilsø var det tid til at krydse over til Salvad Parken igen og finde udløbet af Hove Å. Jeg måtte lige finde GPS’en frem for at bekræfte retningen. Den var heldigvis rigtig, så jeg roede uden problemer op i åen og landede ved udgangspunktet. En god dag med behov for lidt kraftige rotag flere steder. Det skal nok styrke armene… Og netop som kajakken var pakket på bilen og jeg havde startet motoren, begyndte det at regne kraftigt. Tal lige om timing!

Rute: Salvad til Skuldelev og retur
Isætning:    55° 43.281’N,   12° 6.683’Ø (Google)
Optagning: —”—
Distance roet: 21,40km
Vejr: 11 grader. Vind 9 m/s fra Ø. Solskin.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.