Skallehavn til Værebo Å
Årets første kajaktur var med Kajakflokken Malik – eller måske er kajakflokken et stort ord ved dagens rotur, for vi var kun fire. Til gengæld var det kapable roere, så tempoet var højt. Min GPS siger hastigheder op til 9,5 km/t og med en gennemsnitsfart lidt over 7 km/t. Ikke dårligt her efter jul, hvor der måske er lidt (kage)dej i armene.
Turen udgik fra Skallehavnen ved Frederikssund eller Marbæk, som det vel reelt hedder. Vejret var ok uden at være rigtigt godt. Temperaturen var høj for årstiden, men der var støvregn i luften. Heldigvis holdt det dog næsten tørvejr under hele turen. Vi blev enige om at ro til Værebro Å og ind i den for at se på skaderne efter stormen i december, hvor Bodil kom forbi.
Turen mod Værebro var i modvind omend ikke så kraftig. Der var en enkelt kano på fjorden, men ellers var der ikke sejlende folk at se, så vi kunne kun se på svaner og ænder hele vejen ned til åen. Nogle af svanerne var åbenbart ved at skifte svingfjer, for de så ikke ud til at kunne flyve. Jeg troede svaner skiftede svingfjer i eftersommeren, så måske var de bare ugidelige, for det milde klima giver dem god mulighed for at finde føde i modsætning til normalt vintervejr på denne årstid, hvor fjorden kan være iset til. Så det var ikke fordi de var afkræftede.
I Værebro Å roede vi et par kilometer op ad åen og holdt pause ved en af de små havne. Effekten af oversvømmelserne kunne fortsat ses på husene tæt på åen, hvor der var tydelige vandlinjer på husene og udbedring af skader var i gang. Isolering og trægulve lå i bunker udenfor husene og håndværkernes containere var på plads.
Turen tilbage gik lidt nemmere – medstrøm i åen og medvind i fjorden. Jeg havde iøvrigt mit GoPro-kamera med, men skiftede desværre til et brugt batteri i pausen, så der kom ikke ret mange optagelser i hus.
Rute: Skallehavn til Værebro Å og retur
Isætning: 55.753588,11.84884 (Google)
Optagning: —”—
Distance roet: 12,37 km
Vejr: 6 grader. Vind 4 m/s fra S. Overskyet, enkelte byger.
Tak for en god beskrivelse – har lige fået en havkajak fra dem her i julegave af min kone og nu har I givet mig en ide til min første sejltur!
kh
Poul
Hej Poul
Tak for din kommentar – det er da rart at hjemmesiden kan inspirere 🙂
Hvis du er nybegynder i kajak, så er årstiden ikke god. Vandet (og luften) er meget kold, så du skal mestre selvredning og gerne makkerredning – samt være påklædt til årstiden. Det vil sige tørdragt, vest (selvfølgelig) og hue + vanter. Og så bør du ikke ro alene før vandet er over 15 grader.
Er du rutineret, så kom ud i din nye kajak – men ro sammen med en makker eller flere her om vinteren! Og husk rigtig påklædning!
Venlig hilsen
KajakGal