Skovbroen til Møllekrogen
Vejret var fint og tiden var til en kajaktur, da en skriftlig aflevering til King’s College i London var lettere at skrive end beregnet. Men jeg skulle bruge en bil til kajaktransport og kørte derfor Dorthe på arbejde med kajak og det hele, hvorefter jeg kørte til Skibby. Her ville KajakHornsherred sætte kajakkerne i vandet klokken 1000 ved Skovbroen, hvor man kan sejle over til Eskilsø.
På vejen skulle jeg lige forbi en af politiets nye fartkontroller, men da alle billister i modsatte side blinkede med lygterne, kørte alle fint forbi fotovognen. Ved Skovbroen var otte andre allerede i gang med at pakke kajakkerne og enkelte var i vandet. Jeg blev hurtigt klar og måtte sammen med de andre vente på den sidste.
Lidt over klokken 1000 kom vi afsted og rundede Selsø Hage i fin stil. Vinden var fra nord-øst, så vi var lidt beskyttet langs Østbyskoven, men havde dog lidt medvind. Vi plejer ellers at ro ud i medvind, men det skulle så ikke være i dag. Det var en hyggelig strækning forbi Østby Havn i halv medvind og snakken gik livligt. Ved Bredvig rundede vi pynten og roede ind i bugten foran Selsø Gods. Et flot sted, men nu i modvind over mod Møllekrogen. Vi holdt os tæt ved kystlinjen, for vandet er jo fortsat koldt. En enkelt skråede dog over bugten og roede alene mod Møllekrogen. Nu er vi jo alle voksne mennesker, men ror man i en gruppe, så bliver man i gruppen. På et tidspunkt var han vel 6-7 minutters roning fra alle os andre – så man må da håbe, at hans selvredningsteknik sidder i skabet…
Fremme ved Møllekrogen gik vi i land i det lille naturområde. Her kunne vi spise vores mad i læ af de store bakker og bare nyde solskinnet. Palle havde fødselsdag og havde medbragt en kæmpe stor kage, der var designet til at kunne være i kajakkens lasterum. Og der var flødeskum til – opbevaret i genbrugte is-beholdere. Ikke dårligt!
Efter kage – det tog lidt tid, for stykkerne var meget store – måtte jeg bryde op for at ro tilbage. Jeg skulle hente Dorthe på hendes arbejde efter kajakturen, og kajakken skulle gerne hjem inden. Så afsted det gik. Først i medvind til Bredvig og herefter i delvis modvind hele vejen hjem. Det gik, men modvind er altså stærkt overvurderet. Til gengæld fik jeg nydt naturen, da der var mange svaner på vandet. Og når jeg nærmede mig, skulle de åbenbart på vingerne, så jeg fik motioneret flere svaner. Jeg så også viben på strandengene og hørte minsandten lærken! Foråret er på vej.
Tilbage ved Skovbroen blev kajakken pakket på taget af bilen. Det var lidt spændende i den kraftige vind, men det gik. Og jeg nåede at læsse kajakken af hjemme og få et bad inden Dorthe blev hentet. Fotobilen fra politiet så jeg ikke noget til.
Rute: Skovbro til Møllekrog og retur
Isætning: 55°44’4.63″N, 12° 3’50.61″Ø
Optagning: —“—-
Distance roet: 13,61 km
Vejr: 10 grader. Vind 8-9 m/s fra NØ. Klart vejr og solskin.