Skuldelev til Bådebyggeriet ved Gerlev
Da Kajakflokken Malik jo ror lidt længere om søndagen, så mødte jeg op med forventning om en god tur. Desværre blæste det lidt fra vest, hvilket selvfølgelig kan dæmpe udfoldelserne lidt. Der var jo modvind af tænke på, eller hvad? Så vi fem roere (det er vist sommerferie for kajakflokken) satte ud fra Skuldelev og roede til Brandt-Møllers Bådebyggeri over for Frederikssund på Jægersprissiden. Så turen blev kun på 12-13 kilometer. Men i det mindste fik det mine totaler op på lidt over 800 km på et år (ikke kalenderår). Det er vel ikke så tosset.
Vi blev enige om at ro ind i bugterne mod nord for at få lidt kilometer i armene. Det bevirkede dog, at det meste af turen nordpå føltes som en rotur i modvind, for vinden vender sig rundt om de små skove og bakker. Ved Skuldelev var der to flag, der var i hver deres retning selvom de kun stod et par hundrede meter fra hinanden. Lidt underligt at se – og jeg kom straks til at tænke på min gamle formningslærer i 1. kasse. Han påpegede en stor fejl ved unge hr. Nielsens tegning. Flaget og røgen fra skorstenen på huset blæste ikke i samme retning. Og det var forkert, mente læreren. Sådan en natur-ignorant 🙂
Ved Frederikssund var Kronprins Frederiks bro i aktion klokken 12, hvor der var sejlbåde fra begge sider, der ville forbi. Et flot syn og det kunne vi nyde på vej til dagens pause.
Pausen blev holdt lige syd for broen i den lille private havn, der hører til bådebyggeriet. Her er flere Folkebåde blevet bygget, men værftet ser ikke så aktivt ud på en søndag. Der blev dog malet lidt på en båd, der stod på land. Vi fik lov til at benytte havnens bænke, så vi spiste maden med en fantastisk udsigt.
Der er nu ikke rigtigt plads til kajakker, men vi fandt en mulighed lige nord for havnen, hvor der var 2 meter strand. Og så kunne vi gå i land enkeltvis og bære kajakkerne op på græsplænen bag ved. Vældig hyggeligt.
Hjemturen var enkeltmandspræstationer, da vi roede hver for sig. Men vi kom da til Skuldelev nogenlunde samtidigt. Her mødte vi i øvrigt et medlem af kajakflokken, der havde taget konen med på picnic – men uden kajak. Ikke den længste tur, men dog nogle timer i kajakken. Og det er jo også værd at tage med.
Rute: Skuldelev til Brandt-Møllers Bådebyggeri
Isætning: 55°47’32.88″ 12° 3’21.64″
Optagning: —”—
Distance roet: 12,78 km
Vejr: 17 grader. Vind 8 m/s fra W.