Tilpasse halskrave på tørdragt

Hvis din halskrave på tørdragten strammer, så har du reelt tre muligheder: Hvis den er af latex (det er normalt), så kan du forsøge at udvide den lidt ved at opbevare den med et håndklæde trykket gennem åbningen. Du kan også få skiftet halskraven ud med en større. Det er dyrt og du vil mangle din dragt, mens det sker. Endelig kan du skære kraven til, så den passer bedre. Denne artikel beskriver den sidste metode.

Først lige en advarsel: Hvis du skærer i din tørdragt, så gør du det på dit eget ansvar. Skærer du for meget af, så slutter kraven måske ikke længere tæt. Og så skal kraven udskiftes.

Med advarslen på plads, så skal det tilføjes, at det er relativt nemt at skære i halskraven, for den er faktisk designet til det. Prøv at se på kravens form. Den er konkav, så den bliver smallere og smallere tættere på hovedet. Så hvis man skærer lidt af, så bliver åbningen større. Og på indersiden af kraven er der indstøbt riller, som kan benyttes som skærelinjer. Og hvad gør du så?

Start med at hente en rulle med DVD’ere, så du har et godt grundlag at skære på. Du skal også bruge en skarp kniv eller bedre: En skalpel. Vend vrangen ud på halskraven og stik DVD-rullen op i kraven. Sørg for, at kraven flugter med DVD-rullens top og ligger glat til. For det er vigtigt, at kraven snittes lige over. Ellers kan der fremstå “toppe” eller bølger i kravens kant, der vil være ubehagelige, når du er på tur.

Det kan være svært at vurdere, hvor meget der skal skæres af, så tag det roligt. Skær kun 1/2 til 1 centimeter af, for du kan altid skære lidt mere af, hvis det ikke var nok. Test dragten efter hvert forsøg! Den skal sidde lidt stramt til, for at være tæt, men da en kajakker ikke skal dykke ned på flere meters dybde i længere tid, skal den ikke stramme til ubehagelighed.

Når du skære af halskraven, så rul DVD-rullen hen over et bord, mens du holder kniven fast mod kraven. Sørg for at holde den samme afstand til DVD-rullens kant under hele tilpasningen. Og sådan! Nu er halskraven tilpasset.

Du kan vurdere det afskårne stykke på billedet. Det er ca. en centimeter – og halskraven strammede så meget, så jeg blev rød i hovedet. Stykket var nok til at kraven nu er stram, men ikke ubehagelig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.