Førstehjælpskursus
Selvom det ikke indgår i EPP-systemets grundtrin, så kan jeg ikke anbefale nok, at man tager et førstehjælpskursus – og holder det vedlige.
Da det var ved at være lidt tid siden, at jeg havde gennemført et førstehjælpskursus, har jeg valgt at gennemgå et 12-timers førstehjælpskursus for at få mine færdigheder opdateret. Kurset var ikke møntet på kajakroning, så her må jeg selv træne lidt, men jeg fik da genopfrisket alle de basale færdigheder inden for førstehjælp. Kurset blev gennemført ved Michael “Brandmand” fra Allerød Brandvæsen og omfattede både teori og praktik.
Så mangler du et førstehjælpskursus – eller er det mere end fire år siden, at du sidst var på et kursus, så få meldt dig til et kursus. Der er mange forskellige udbydere på nettet og er du heldig, så tilbyder din arbejdsplads måske et kursus.
Det bedste er selvfølgelig et kursus rettet mod kajakroere med træning i vandet, men generelt kan et førstehjælpskursus af enhver art bruges. For som det siges, så er dårlig førstehjælp bedre end ingen førstehjælp i en nødsituation.
Kurset bør som minimum indeholde viden om ABC (Airway, Breating, Circulation) og hvordan der gives hjertemassage og kunstigt åndedræt. Og selvfølgelig skal du bibringes viden om, hvordan ulykker standses og du skal gennemføre ledelse af et skadested indtil professionelle ankommer. Endelig skal kurset indeholde uddannelse i de hjertestartere, der efterhånden findes mange steder i Danmark.
God fornøjelse på dit næste kursus.